27.06.2022 – Københavns Frie Promotere x Roskilde Festival

27.06.2022 – Københavns Frie Promotere x Roskilde Festival

Mød medlemmer af Københavns Frie Promotere, der alle er festarrangører i den københavnske elektroniske undergrundscene.

Få en snak om hvad det vil sige at feste med et safer space-manifest, forskellige elektroniske genrer, eller hvad der rører sig i den københavnske undergrund. Der vil være lidt til ganen og mulighed for at give et interview til en kommende rapport om festkultur i Danmark.

Link

18.06.2022 – Københavns Frie Promotere på Folkemødet

18.06.2022 – Københavns Frie Promotere på Folkemødet

Under overskriften “Fra drukbåret til kulturbåret natteliv” dykker vi ned i en ny bølge af unge kulturskaberes ønske om et mindre drukfikseret natteliv i Danmark. Arrangører såvel som deltagere landet over kæmper en brav kamp imod store spillere i det kommercielle natteliv der fodrer unge med 10 shots for 100 kr og hæderspriser til dem der kan drikke mest. Det er ingen hemmelighed at indtagelsen af store mængder alkohol kan fodre ind i en eksisterende festkultur fyldt med diskrimination og sexisme. Som modsvar træder flere fra det alternative natteliv frem med nye manifester og handlingsplaner for at komme fornævnte til livs. Vi ønsker at starte en samtale om mulige alternativer til “den frie fest” som efterhånden kun er fri for et privilegeret fåtal.

Link

27.10.2021 – Kommunalvalg 2021: Fremtidens natteliv

Kommunalvalg 2021: Fremtidens natteliv

Hvordan skal fremtidens natteliv se ud? Hvordan kommer vi fra drukbåret til kulturbåret natteliv? Hvordan bekæmper vi sammen grænseoverskridende adfærd og diskrimination i nattelivet? Gør politikerne gør nok for at understøtte det kulturbårne, sikre og ikke-kommercielle natteliv, som mange unge mennesker drømmer om?
Bland dig i debatten den 27. oktober, når Københavns Frie Promotere inviterer kommunalvalgskandidater og unge kulturskabere til debat op til kommunalvalget 2021.
Debatten tager udgangspunkt i den nye Restaurations- og Nattelivsplan med fokus på, hvordan man sammen kan sikre et sundere og mere kulturbåret natteliv i København.
OBS: Tilmelding er ikke nødvendig, men der er et begrænset antal pladser. Kom fra kl. 16:45 hvis du vil sikre dig en plads.
Program:
16:45 Dørene åbner
17:15 Screening af udvalgte ’KFP Conversations’
18:00 Debat om fremtidens natteliv med kommunalvalgskandidater
Medvirkende kommunalvalgskandidater:
– Jonas Bjørn Jensen, Socialdemokratiet
– Ane Storm, Venstre
– Frederik Kronborg, Enhedslisten
– Karina Soon Bergmann, Det Konservative Folkeparti
– Christopher Røhl Andersen & Kashif Ahmad, Radikale Venstre
– Astrid Aller og Klaus Mygind, Socialistisk Folkeparti
– Franciska Rosenkilde, Alternativet
Der er niveaufri adgang til Ungdommens Demokratihus.
OBS: Debatten bliver optaget og delt via KFPs kanaler efterfølgende.

Tak til Tuborgfondet for at støtte eventet og til Ungdommens Demokratihus for at lægge hus til debatten.

Facebook event

17.07.2021 – Vækstlagskultur i byudviklingen

Vækstlagskultur i byudviklingen

I København er rammerne for det musikalske vækstlag presset. Industriområder bliver til lejlighedskomplekser, DIY-venues lukkes og kommunale støttemuligheder er begrænset. Samtidig går byer som både Roskilde og Aarhus forrest med musikbystrategier, der skaber rum og potentialer for vækstlagets mange aktører. Hvad er præmisserne for at indtænke musikalsk vækstlag i byudvikling? 

Panel
Albert Helmig, Aarhus Volume
Mads Østergaard Nielsen, Kedelcentralen, INSP Sound
Amalie Lind, Københavns Frie Promotere

Præsenteret af Københavns Frie Promotere (KFP) i samarbejde med Promus & SPOT+

Friday 17. September 2021
11am-12am
Eksternt link

13.08.2020 – Klub- og koncertkulturen under pres

Klub- og koncertkulturen under pres

Foreningen Københavns Frie Promotere præsenterer i samarbejde med Strøm en paneldialog omkring udfordringerne og potentialerne i Danmarks klub- og koncertkultur.

Torsdag den 13. august 2020
Kl. 16.00-17.30
Facebook arrangement